At mødes med sin fortid

Kære læser,
sikke dog et vidunderligt vejr det er i dag! Har du, som jeg, nydt denne solrige fridag, eller har du spenderet din dag på at tjene til samfundet? Hvis det sidste er gældende, håber jeg for dig, at du fandt et enkelt pustrum til at nyde solen og vinden, som ikke var der. Sådan en dag som i dag har man næsten medlidenhed med dem, som er rejst sydpå - for hvor er det dog herligt, når Danmark viser sig fra denne side!


















I dag har jeg en ganske særlig oplevelse at indvie jer i. En oplevelse, som har særligt meget relevans for denne blog. Er du spændt på at høre den? Det håber jeg, du er - og jeg håber, at jeg kan finde de mest passende ord til at formidle denne oplevelse.
I formiddags efterlod min mor, søster, bror og jeg min far, som var den eneste, der ikke kunne prale af at have ferie, for at tage ind til Aarhus på et grøntsags-, frugt- og blomstermarked. Her skulle vi mødes med min mors gode veninde samt søn, som er  min brors gode legekammerat. Vi kom noget sent og forhastet ud af døren, men så snart vi ankom til markedet, fortabte jeg mig i de mange blomsterudvalg, grøntsager, frugter, hjemmelavede marmelader samt honning. Mit kamera dokumenterede dette på fineste vis.

















Stille og roligt nåede vi ned for enden af markedet og drejede om for at foretage den samme rute tilbage igen. Jeg gik i mine egne tanker og lod mine øjne forføre mig af de mange farver, som de har det med at gøre. Måske kender du til det, men jeg så i det samme et kendt ansigt. Jeg vidste, jeg havde set hende før, og min hjerne slog pulsfunktionen til for at identificere dette ansigt, hvis person jeg ikke kunne huske. Heldigvis gik det hurtigt op for mig, at det var den voksne datter til en dame, som jeg har tilbragt den første uge af min sommerferie hos en håndfuld år tilbage. Jeg kan ikke sætte finger på hvorfor, men det var som om, at min hjerne fortalte mig, at nu ville noget ske, og det var derfor vigtigt at identificere dette ansigt. En masse tanker strøg forbi mig i samme sekund; jeg vidste, at hun, sidst jeg så hende, boede i København - så derfor måtte hendes mor, som jeg havde været hos disse år tilbage, også være her. Jeg stoppede op og så mig omkring, og da så jeg hende. "Mor, mor, se det er Ulla, det er Ulla!" sagde jeg og trak i hendes jakke, som et barn, der plager om slik. Min mor stoppede op og kiggede sig omkring, og jeg beskrev hende ivrigt, som damen med den røde frakke. Min mor og jeg efterlod hurtigt ansvaret om at passe min lillebror for et kort øjeblik til min lillesøster, hvorefter vi gik hen til Ulla. Jeg kiggede på hende, og hun kiggede på mig - jeg kan ikke sige, om hun genkendte mig, men da jeg efterfølgende spurgte: "er det ikke Ulla?", kunne jeg se, at hun genkendte mig. Vi snakkede lidt, og min mor og jeg fik forklaret, at somrene hos hende var nogle af mine bedste minder.

Somrene hos Ulla var ganske rigtigt nogle af mine bedste sommer - hvis ikke barndomsminder. Hvert år i en lang årrække afholdt hun nemlig kreative sommerkurser den første uge i sommerferien. Jeg nåede at være der tre år, og de var alle ganske særlige. Hun boede i et (så vidt jeg husker) hvidt og ret stort hus, og hver dag medbragte vi håndklæde og badetøj i tilfældet, at vejret var så godt, at vi skulle ned på stranden og bade. Ellers spenderede vi hele dagen i hendes dejlige have, som minder om The Secret Garden; et år var der eksempelvis fyldt med firkløvere, eller i hendes kreative udestue, som indeholdt et rustikt træbord med stole rundt om og hylde efter hylde med dåser, krukker og glas med et utal af knapper, tuscher, perler, pailletter  og meget, meget andet.

Sommetider malede jeg, engang lavede jeg et stort slot af gamle, guldmalede rammer og perler og andre gange noget helt tredje. Vi skiftedes til at lave frokost med Ullas veninde, som mindede om en dejlig, rar mormor. I hendes bil smagte jeg for første gang fransk nougat.
Selvom vi aldrig håbede, at ugen ville ende, skete det utroligt nok til sidst, at det blev fredag, og vi havde udstilling for forældrene. Her viste vi alt, vi havde lavet i løbet af ugen. Nogle gange var det kageopsatser af gammelt porcelæn, og nogle havde malet, bygget et dukkehus eller andet flot. Alt dette blev vist til forældrene, i mens der blev serveret kage.
Disse uger er noget, jeg husker som noget helt særligt og fantastisk, og det betød meget for mig at se hende igen. Hendes kreative univers er én af de vigtigste ting, som førte mig videre til at elske det kreative så meget, som jeg gør i dag.