Så blev det 2. december! Jeg tror, at mange har det lidt ligesom mig, når det kommer til tid i december; man tror, at man kan nå en hel masse, men tiden flyver afsted. Det er som om, nogen har trykket på en speed-knap, så man spurter fra den ene dag til den anden.
Så det handler altså om at prioritere i den travle tid, så man får tid til det andet.
Én af de ting, som min familie dog for det meste når i december er julebagning hos min ene moster. Og den tradition er en af dem, som jeg vil huske, for jeg synes, den er så hyggelig.
Traditionen går ud på, at vi laver masser af formkagedej, og så sidder vi ved det store træbord og ruller, udstikker og snakker. Der er altid masser af dej og masser af kager i sidste ende. Min moster suser fra køkkenet til stuen med bageplade, og hun trækker den ene efter den anden plade ud af ovnen, og hele seancen minder mest af alt om scenen i Pippi Langstrømpe, hvor hun bager peberkager, og hele gulvet i Villa Villekulla er dækket af lækre peberkager, som skal dekoreres med glasur.
Bagefter bagningen skal kagerne nemlig dekoreres med glasur og krymmel(der bliver selvfølgelig spist en masse under produktionen - de skal jo testes), og først derefter kommer vi dem i kagedåser.
Se, det var en af mine juletraditioner. Kig med i morgen, når jeg kommer med opskrift på min mormors formkager + en ny krydret formkageopskrift.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tusind tak, fordi du tager dig tid til at sende en kommentar!