Afledningsmanøvren mod forårskådhed

 

Den blå himmel, vintergækkerne og den spæde fuglekvidren vidner om, at noget er på vej, og noget er forår. Sådan føltes det under alle tilfælde, da jeg stod og ventede på bussen med åben frakke og god musik strømmende ind i ørerne. Solen brændte sig ikke ligefrem ind i min hud, men det kunne den have gjort, hvis vi var et par måneder længere henne, og det var som om, solen lyste en del af mig op, også.
Så da jeg ankom til Aarhus Centrum i går morges(og endda skulle møde en time senere end normalt!) var jeg faktisk i ganske højt humør. Oven i købet havde jeg(totalt overskudsagtigt - skal lige siges, at det ikke plejer at foregå sådan) lavet Morning-Yoga, så præmisserne for en aldeles god dag var sat.
De første to timer i skolen skulle fordrives på noget så afslappende som en tur i biografen, hvilket jo faktisk er mægtig rart. Filmen hed Lore og startede ud med overdådig natur og skønne blomsterkjoler, men viste sig hurtigt at være en barsk, barsk film om det sidste kapitel i 2.verdenskrig, psykologiske aspekter og splittelse af næsten udefinérbare følelser.
De to lektioner føltes en anelse for lange, og filmen slæbte mig gennem den barske historie, imens jeg næsten modvilligt holdt mig for øjnene, undertrykte gisp, tårer og modvilje mod at se en så voldsom film.
Kender I det, når det føles, som om man bliver ført gennem en livslang historie, kender en person og dens historie på de bare halvanden time, det tager at se en film? Man føler, man går fra biografen mere livserfaren og klogere på livets barskhed, skønhed, splittelse og alt det derimellem. Undervejs kan filmen føles som tortur og et helvede at se, samtidig med at man bliver i tvivl, hvorvidt der overhovedet findes noget godt i verden. Men når man har fordøjet filmen, reflekteret over handlingerne, og over hvorfor tingene hændte, som de hændte, og hvorfor folk gjorde og tænkte, som de gjorde, er man glad for at have set noget af det beskidte, som også foregår og er hændt rundt om i verden. Glad for at man ikke går rundt ulykkeligt uvidende om, hvad der også sker - og er sket - i vores historie, så man kan træffe sine valg, danne sine nuancer og se på verden med den nye viden og erfaring.
Nå, heldigvis blev mine smådepressive tanker afledt af projektfremlæggelser og senere en tur i svineriet - aka. dadelkonfekten, hvor vi (sjovt nok) producerer vores dadelkonfekt i Ganefryd(det sviner altså ret så meget!), men min forårskådhed vendte altså ikke helt tilbage i går.
I dag står den ikke på biografen, men derimod en tur hjem til min fransklærer med mit skønne franskhold for at franskhygge - og dét glæder jeg mig jubel-meget til!

Rigtig dejlig lille-fredag(er det forresten ikke et langt bedre navn til den andensidste hverdag i ugen i stedet for torsdag?)!