Små glimt

Om mindre end en time sidder jeg formentlig i bilen med næsen rettet mod sommerhuset. Jeg. Glæder. Mig. Til at skulle slappe af og lade pulsen dale. Men først vil jeg lige dele en omgang Små Glimt, som denne gang rummer ret så mange naturelementer. Men den gør også én glad, naturen. Den er så rolig, så fin. Og når man, som jeg, bliver lidt ekstra skrøbelig efter at have læst en trist bog(har lige genlæst The Fault In Our Stars - denne gang på engelsk - og tager man de analytiske briller på, er den jo som sådan ikke sørgelig...men det er den altså alligevel. Jeg mener, to unge mennesker med dødelig kræft kan umuligt være andet end sørgeligt.), kan de rolige naturelementer være oplysende og beroligende som lette, blide strøg mod kinderne, der fortæller én, at det hele nok skal gå, selvom den fiktive aktør i bogen døde af kræft, og at den anden fiktive aktør også med tiden ville dø.
Nå, ikke flere flyvske metaforer for i dag. Og ikke mere melankoli. Her kommer Små Glimt:

Forårsbebudere i forårsfarver.

Endnu en omgang flotte jubelfine roser.

(Roserne er gengangere i dag). Denne bog har jeg lånt på biblioteket, og jeg fornemmer, at dette er indledningen på et lettere kærlighedsforhold. 

Sneen fandt sin vej til lille Danmark igen(nu er den pist væk igen), og når det ikke er alt for smattet, er det ganske fint.

På trods af sneen er vintergækkerne skudt op af jorden, og viser spæde tegn på længere og varmere dage. Netop som jeg sidder og skriver dette, kommer min lillebror ind med en lille buket af ovenviste til mig. Sødt.