Med ét gik lyset hjemme hos os i går aftes. Vi var midt i at vinke farvel til min moster, kusine og fætter efter en hyggelig hverdagsmiddag.
Vi fik vinket farvel, besøgt vores ældre nabo, som sidder med brækket ben, og tændt nogle lommelygter. Der var buldermørkt i huset bortset fra nogle stearinlys, som med et gyldent skær oplyste en lille del af køkkenet. Udenfor lyste himmelen op af klare stjerner.
Og lige dér, i mens jeg sad på stolen med lammeskind i
næsten mørke, gik jeg lidt i panik over, hvor lidt man egentlig kunne lave uden
lys og strøm og internet. Jeg tænkte på, at sådan var realiteten, når Laura fra Det
Lille Hus på Prærien sad i gyngestolen på vinteraftenerne. Dengang gik man
altså i seng og stod op i takt med solen. Og jeg tænkte på, at sådan her burde
det være et par gange om ugen; man burde trække stikket ud i bogstaveligste
forstand et par gange i ugen. For så er man tvunget til at være nærværende
fremfor at forsvinde ind i de utallige opgaver i form af arbejde, oprydning og
alverdens andre praktiske ting. Når lyset ikke lige er gået, synes opgaver
og ting, man kan lave, utallige og sommetider uoverkommelige. Og når man så
sidder der uden lys - ganske vist ufrivilligt - finder man (eller jeg) en ro
over, at man er nødt til at sætte tempoet ned og stoppe med ens opgaver, for
det er ganske enkelt umuligt. Samtidig er det ret vildt, at man (læs: jeg) skal være tvunget til at stoppe med diverse pligter og lektier, og jeg er ret sikker på, at dette er en almen gøren.
Jeg ved ikke helt, hvad pointen med dette indlæg er. Måske at man skal huske at sætte en stopper? At vi skal huske at slukke for strøm og internet (høhø, det kommer aldrig til at ske!)? Eller måske blot for at sætte nogle tanker i gang om det, der føles normalt i dag, men egentlig for et par hundrede år siden - og egentlig stadig - er unaturligt? Det vil jeg lade være op til den enkelte læser. :)
Hav nu en rigtig dejlig fredag!
P.S. Det dobbeltmoralske er, at dette indlæg netop er skrevet, i mens jeg sad i stearinlysets skær uden strøm...Hvad siger det ikke lige om mig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tusind tak, fordi du tager dig tid til at sende en kommentar!