lørdag den 17. august 2013

Chokoladelagkage med hindbærflødeskum/is

I fredags havde jeg besluttet mig for at bage en kage...og jeg kunne bare SLET ikke finde ud af, hvilken kage jeg skulle vælge! Efter timers overvejelse, endte beslutningen på chokoladelagkage med hindbærflødeskum/is. Som et tillæg til Alt for Damerne, fandt jeg en opskrift på Chokoladekage med friske hindbær, men jeg valgte dog at putte noget andet mellem bundene, da den oprindelige creme alligevel virkede en tand for fed. Kagen endte med at blive super lækker og hører til den slags, der er endnu bedre dagen efter.

Kagebunde:
4 dl hvedemel (du kan også gøre som jeg, og erstatte 1 1/2 dl hvedemel med fuldkornshvedemel)
3 tsk. bagepulver
1 tsk salt
2 tsk vanillesukker
4 1/2 dl muscovadosukker/brun farin
175 g smeltet smør
3 æg
1 1/2 dl mælk
2 1/2 dl vand
2 dl kakaopulver

Flødeskum:
2 1/2 dl piskefløde
1 dl skyr
6 tsk flormelis
ca. 270 g frosne hindbær (kogte og afkølede)

Pynt:
Friske blåbær

Kagebunde:
Smør en springform (25 cm i dia.) med fedtstof og tænd ovnen på 180 grader. Vend mel, bagepulver, salt og vanillesukker sammen i en skål for sig. Rør sukker og smør luftigt, og tilsæt æggene ét ad gangen. Vend melblandingen i skiftevis med mælken.
Bland vand og kakaopulver i en gryde, og varm det op under omrøring, indtil blandingen er glat, og tilsæt det til dejen lidt af gangen, mens du rører, indtil dejen er ensartet. Hæld dejen i formen og bag i ca. 40 minutter, til en tandstik kommer ren ud. ( Det skal lige siges, at min skulle have i alt 60 minutter i ovnen, før den var gennembagt. Tandstikken var næsten ren, men den var stadig gennembagt, men stadig svampet)

Flødeskum:
Pisk fløden, så den tykner lidt. Hæld skyr i og pisk lidt mere, så blandingen er ensartet. Rør hindbærrene i og pisk det ensartet. Tilsæt 4 tsk. flormelis og smag til, indtil flødeskummet har den rette sødme. Pisk det hele til flødeskum, så du kan vende den på hovedet, uden den falder ud - eller du kan piske det, så den næsten er færdig, og derefter fryse den ned i fryseren (husk og rør i den cirka hver halve time). Så skal kagen og flødeskummet muligvis laves dagen før. Lad flødeskummet fryse til is, og server kagen med en kugle is til.


Hvis du har valgt bare at lave flødeskum, skal du derefter skære kagen over i tre dele. Det er lidt svært at gøre det, så man skal have tålmodighed og måske være to om det. Toppen er allermest skrøbelig, og kan godt smuldre lidt, men det kan man dække med flødeskum.






Put flødeskum mellem lagene og saml kagen. Smør det sidste flødeskum på toppen og drys med friske blåbær. Stil kagen i køleskabet, indtil den skal serveres.

P.s. I løbet af ugen kommer der en DIY på dette armbånd:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tusind tak, fordi du tager dig tid til at sende en kommentar!