Her får I min opskrift på lagkagen fra i går. Den består af to chokoladebunde, kagecreme og jordbærflødeskum. Den var meget nem og lige til at lave. Jeg kan også afsløre, at min lillebror her til morgen, om han ikke nok måtte få et til stykke af kagen...
Kagen gik til omkring 12-13 stykker, hvor det så ikke var kæmpe stykker - måske nærmere nogle lidt små stykker, men meget tilpas efter min mening :)
Bunde:
4 æg
160 g sukker
110 g hvedemel
4 spsk kakaopulver, usødet
1 tsk bagepulver
Kagcreme med vanilje:
1 vaniljestang
2 1/2 dl sødmælk
3 æggeblommer
65 g sukker
2 spsk majsstivelse
Jordbærflødeskum:
4 dl piskefløde
cirka 350 gram jordbær - friske eller frosne, der er kogt op og afkølede
4 spsk sukker
Pynt:
lidt kakaopulver
evt. en flagranke*
Start med at lave kagecremen, da den skal sætte sig og afkøle i mindst en time.
Bland mælken og kornene fra vaniljestangen samt den tomme vaniljestang i en tykbundet kasserolle med en rundet bund, så du kan piske ud i kanterne. Varm mælken op til kogepunktet. Tag kasserollen af varmen og lad den trække med vaniljen.
Pisk imens æggeblommer og sukker luftigt med en elpisker. Pisk majsstivelse i.
Fjern de tomme vaniljestænger fra mælken og hæld den varme mælk over blandingen med æggeblommer, sukker og majsstivelse. Pisk blandingen sammen og hæld det hele tilbage i gryden. Varm blandingen op over halvt blus under konstant piskning, cremen tykner og koger let. Lad blandingen koge let i 30 sekunder, før du tager gryden af varmen og pisker den hurtigt et øjeblik. Hæld cremen over i en ren skål og dæk den med film. Lad den køle af i mindst en time.
Lav dernæst bundene (kan laves dagen i forvejen eller noget tid før og så fryses ned)
Pisk æg og sukker til det er cremet og cremehvidt. Sigt mel, kakao og bagepulver ned i skummet og vend det forsigtigt rundt i massen. Du må ikke vende det for kraftigt, da det kan resultere i, at bundene ikke vil hæve.
Hæld dejen i en smurt springform (ca. 21 cm i diameter), og bag den i omkring 30 minutter (hvis du har en ovn, der bager hårdt, kan det være en god idé at dække kagen med stanniol under bagningen, så den ikke bliver brændt i toppen), til den er gennembagt. Lad kagen køle af i formen, inden du befrier den og deler den i to lige store bunde.
Til flødeskummet skal du først mose bærrene let med sukkeret, og lad det stå og trække lidt. Imens kan du piske skummet blødt. Hæld lidt af bærrene i, og pisk det rundt, til flødeskummet har en ensartet farve. Hvis flødeskummet ikke har en stærk nok rød farve eller smager af for lidt, hælder du lidt mere i, indtil den er perfekt. Pisk skummet, indtil det er meget stift, men ikke ligner smør. Det skal kunne holde formen meget godt, for at den er perfekt.
Put den nederste bund på fadet, kagen skal serveres på. Hæld cremen på og fordel den jævnt. Læg næste bund på. Hæld flødeskummet i en sprøjtepose med stjernetyl. Sprøjt evt. en prøve ned i skålen med skum. Sprøjt små toppe på kagen og dernæst op og ned af siderne, som vist på billederne.
Drys med kakaopulver gennem en fin si. Sæt den køligt, inden den skal serveres.
*Du laver flagranken ved at klippe et stykke papir med cirka 6 cm i "højden". Klip et stykke af papiret med omkring 1,5 cm i længden. Klip et stykke bomuldstråd på omkring 20 cm. Fold det lille stykke papir på midten og læg det over snoren. Lim det sammen, og klip det lille "hak" op, som vist på billedet. Gør dette med de næste syv flag. Skriv evt. et bogstav på hvert flag (f.eks. Uffe 4 år). Klip et grillspyd over på midten og bind snorenes ender ved hvert grillspyd. Sæt de to grillspyd i kagen(se billedet).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tusind tak, fordi du tager dig tid til at sende en kommentar!