søndag den 7. december 2014

7. december



Glædelig 2. søndag i advent!
Selvom vejret i går var lige til at juble over, er det i dag regnvejr. Men pyt skidt, når man kan sidde inde og (jule)hygge, gør det ikke så meget.
I dag kommer jeg med en opskrift på nogle særdeles dejlige juleboller, som egentlig også sagtens kan spises på alle mulige andre dage året rundt end lige præcis juledagene, men det er altså ekstra hyggeligt at lave dem denne måned - og så er fremgangsmåden også lige til at klappe i hænderne af og ligger i tråd med jule-klippe-klister-tendensen. Og du kan selvfølgelig pare skrue op for dadel-remoncen, hvis den skal være ekstra lækker.

7-10 stk.

Det skal du bruge:
  • 1 dl lunkent vand
  • 25 gram gær
  • 2 dl mælk
  • 1 spsk sukker
  • 375 gram hvedemel
  • 9 dadler uden sten
  • 1 tsk stødt kanel
  • 3/4 tsk stødt kardemomme
Sådan gør du:

Opløs gæren i vandet, og tilsæt mælk, sukker og næsten alt melet. Ælt dejen godt, tilsæt evt. resten af melet. Dejen skal være blød og smidig.
Lad dejen hæve i 1 time. Bland remoncen imens: bland dadler, kanel og kardemomme sammen til en blød remonce.
Når dejen har hævet, rulles dejen ud til en firkant, til den er cirka 30*20 cm. Smør remoncen på, og fold dejen på midten. Skær dejen ud 7-10 stykker. Tag et stykke, og skær dejen ned på langs, så det er blevet til to stykker(eller start lidt nede, så 4/5 dele af rektanglet er skåret midt over). Sno de to stykker dej sammen, og fold "fletningen" til en snurre. Gem enderne under bollen. Gør det samme med de resterende stykker.

Læg snurrerne på en bageplade med bagepapir, og bag dem ved 200 grader i cirka 15 minutter.
Køl snurrerne af på en rist.

Tip: du kan fryse snurrerne ned, så du har dem til hverdagene også.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tusind tak, fordi du tager dig tid til at sende en kommentar!