søndag den 12. april 2015

Mine spireprojekter


Jeg har jo som tidligere nævnt tænkt mig at iværksætte et større køkkenhaveprojekt. Ikke fordi det er større end alle mulige andres køkkenhaveprojekter. Sagen er bare den, at det aldrig er lykkedes mig ordentligt før med at få planterne til at gro, måske fordi jeg aldrig rigtig har sat mig ordentligt ind i det, eller måske fordi jeg ikke naturligt har grønne fingre? Hvem ved? I øvrigt er jeg altså en smule skeptisk i forhold til det med at have grønne fingre. Det virker lidt, som om det er noget, man har eller ikke har. Mon ikke det der med grønne fingre kan indøves, eller begiver jeg mig ud på en allerede forgæves sti ved at forsøge at optimere min plante-videnskab? Det må tiden vise.
Endnu har jeg ikke plantet noget ud, men i fredags såede jeg frø i potter. Jeg har sat mig meget ind i hele forkultiverings-processen - så meget at min farfar lo ad mig i mistro, da jeg i dag forklarede ham det. Men det passer altså. I potterne har jeg sået:
  • solsikker
  • ærter
  • blomsten tagetes
  • hovedsalat
Frøene er købt i noget så eksotisk som Netto og Tiger. Og inden I rynker brynene med spørgsmålstegn i øjnene (for hvorfor har jeg ikke købt kvalitetsfrø i plantecentret?), så vil jeg lige forklare, at de i mine øjne så ud til at have en fint udbytte i procent (70-75%), og så var billige (der er i øvrigt 3 for 10 i Tiger, hvor de fleste frø tilmed er økologiske).
Dernæst gik jeg hjem og søgte om forspiring på nettet, fordi du får serveret oplysninger på sølvfade på nettet, hvor jeg fandt denne og denne side, som var udførlige guides. Disse sider er blevet printet ud og klistret ind i en notesbog, som er blevet til min havebog, hvis opgave er at samle på alle tips, råd og erfaringer, der findes omkring haven. Hertil hører naturligvis, at man er iklædt slidte cowboyshorts eller min denim overall. Endnu bedre er det næsten, hvis man er den glade ejer af Signe fra Arvingernes benklæder.

Se, dette var lidt om mit nye liv som botaniker (under alle omstændigheder lidt derhen ad). Må I have en rigtig dejlig mandag! :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tusind tak, fordi du tager dig tid til at sende en kommentar!